• Mandag 8.00 - 18-00
  • Tirsdag - Fredag 8.00 - 17.00
36 78 68 44

Avedøre Dyreklinik flytter til større og bedre lokaler!

Efter mange år med pladsmangel er tiden nu inde til at tage næste skridt. I begyndelsen af maj flytter vi til en ny moderne klinik på Hvidovrevej 59 med mere plads, bedre faciliteter og endnu bedre oplevelser for både dyr, ejere og personale.

Nye tider

Sidst Avedøre Dyreklinik flyttede var i 2003. Vi udvidede den oprindelige klinik fra 70 til 210 kvm. og indrettede en top-standard klinik efter datidens normer. Personalet bestod af 1 dyrlæge, 2 veterinærsygeplejersker og 1 medhjælp.

Men tiderne skifter, muligheder, kompetencer og efterspørgsel øges, familiedyrene plejes og behandles stadigt bedre og bedre. Vi har derfor erkendt, at vi med 10 ansatte definitivt er vokset ud af rammen. Vi har længe været klar over det, men har måttet vente på, at den helt rigtige løsning viste sig, efter talrige andre projekter har været forsøgt og er blevet forkastet.


Ny og større klinik

Vi ganger derfor nu igen arealet med 3 og lidt til og flytter i begyndelsen af maj måned (nærmere information vil følge) til mere end 600 kvm. ny-indrettet klinik på Hvidovrevej 59, hvor Nordea tidligere havde til huse.

Og det bliver en helt ny tilværelse, som vi ser frem til at dele med alle vores nye og trofaste, gamle kunder og ikke mindst med patienterne.


Tak for tålmodigheden

I den gamle klinik har fornemmelsen af myretue eller Hovedbanens afgangshal ofte hersket.

Vi er faktisk selv en smule imponerede over, hvor effektivt man kan flytte sig for hinanden, hvor dygtigt sygeplejerskerne har kunnet booke aftalerne, så programmet alligevel kom til at hænge sammen og alle blev behandlet. Men især skylder vi tak(!) til alle jer, der har vist forståelse for trængsel i venteværelset og ventetid i spidsbelastningsperioderne.

Vi ved, det ofte har krævet tålmodighed.


Hvad kan I forvente af den nye klinik?

Med vores nye klinik kan vi imødese et stort og lyst receptions- og venteområde med opdeling/afskærmning mellem hunde, katte og andre mindre dyr, så stress og angst undgås.

Der bliver en indbydende og velassorteret butik med foder og tilbehør og flere til at betjene jer.

Adskilligt flere konsultationsrum vil øge vores kapacitet og mindske ventetid for dyr og ejere.

Vi får store, veludstyrede operationsstuer til både bløddels- , endoskopisk - og orthopædkirurgi, centralt behandlingsafsnit, tandbehandlingsrum med flere behandlingsstationer og rum med moderne, gulv-opvarmede bure til ophold og opvågning efter dagsbehandling (også disse er adskilte, hund/kat/mindre for reduktion af angst og stress). Avanceret laboratorium og billed-diagnostik er en selvfølge.


Bedre arbejdsforhold for os – og bedre oplevelser for jer

Som medarbejdere på klinikken får vi også ekstra plads, og vi glæder os til kontorfaciliteter og ikke mindst at kunne sidde ned samtidig til frokost og pauser.

Ovennævnte beskriver især de fysiske forhold, men disse er naturligvis kun et middel til at opnå det, som er det helt afgørende: At vi sammen kan skabe så tryg og rolig en atmosfære som overhovedet muligt, en tillidsfuld samtale om jeres liv med jeres dyr, en fælles plan for den allerbedste behandling.

Vi vil også fortsat være den lokale dyrlæge, de kendte ansigter – lidt landsbymentalitet skader ikke.

På gensyn på Avedøre Dyreklinik "version 5.1".