• Mandag 8.00 - 18-00
  • Tirsdag - Fredag 8.00 - 17.00
36 78 68 44

Ortopædi - Halthedsundersøgelse og smertebehandling

Konsultation: Ved en orthopædisk konsultation bliver dit kæledyr undersøgt for sygdomme i led, lemmer og ryg. Dyrlægen vil, hvis muligt, se dyret gå og der vil blive foretaget en almindelig sundhedsundersøgelse. Har du mulighed for at medbringe en videooptagelse af dit dyrs gang, både forfra, bagfra og fra siden, er det en stor hjælp for dyrlægen.

Der foretages også en undersøgelse af nerverne, hvis det er nødvendigt.

Til sidst foretages undersøgelsen af led, lemmer og ryg. I nogle tilfælde vil denne rækkefølge ikke blive fulgt, f.eks. hvis dyret er meget nervøst eller bider fra sig.

Yderligere undersøgelser
Ofte er der brug for en røntgenundersøgelse, der foregår i bedøvelse. Der kan være behov for ultralydsscanning og/eller udtagelse af ledvæske til celleprøver. Er der tale om et muligt knoglebrud, vil man begynde undersøgelserne tidligere og gerne samme dag. Man vil undertiden tage røntgenbilleder over flere dage for at sikre, at der ikke er sket skader på eks. lungerne, hvis dit dyr har været ude for et trafikuheld eller et fald fra større højde.

Operation
Vi tilstræber at operere dyrene så hurtigt som muligt, så risikoen for mulige følgeskader mindskes. Dette gælder fx korsbåndsskader, løse knæskaller og ledskred. Vi udfører operationerne efter internationale standarder. Vi har uddannet personale indenfor narkose og smertebehandling, så operationen og efterbehandlingen bliver så smertefri som muligt.

Ved knoglebrud opereres dyret bedst på dag 2-5 efter skaden. Her er blødninger stoppet, og der er endnu ikke begyndt at ske heling, hvilket ellers kan besværliggøre operationen.

Vi udfører også operationer for hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi. Hvalpene skal her have deres diagnose hurtigt, da de ellers kan være vokset for meget til, at operationen får optimal effekt.

Efterbehandling
Efter en orthopædisk operation kan genoptræning tage flere måneder. Vi anbefaler fysioterapi efter operation, og vi er altid behjælpelige med en henvisning. Patienten skal tilses flere gange i forløbet, og der skal tages kontrolrøntgenbilleder for at sikre, at alting heler som planlagt.

Kronisk smerte
Nogle orthopædiske patienter udvikler kroniske smerter. Dette kan være en følge af ubehandlet sygdom eller af aldersbetinget slidgigt. Til disse patienter har vi behandlinger, som afhjælper smerte forskellige steder i kroppen. På denne måde opnås en kombinationseffekt og dermed en bedre smertelindring. Dette kaldes multimodal smerteterapi og er den internationalt anerkendte model for behandling af kroniske smerter hos kæledyr.