Open/close main navigation

Tandsundhed

Sundhedstilstanden i tandsæt og mundhule er hos dyr af lige så stor betydning, som tilfældet er for mennesker. Munden vil ofte bogstavelig talt være indgangsporten for infektioner, som ubehandlede også kan føre til sygdom i kroppen generelt, hvis ikke problemet i tide opdages og behandles.  Smerter i munden, knækkede tænder og tandpine kan en hund,  kat, kanin m. fl. vanskeligt selv gøre opmærksom på. Det er derfor afgørende at foretage regelmæssige tandeftersyn, så ingen dyr lider i ubemærkethed.

Vi råder til, at man allerede på den unge hvalp eller killing gør det til rutine dagligt at få efterset munden hjemme, så proceduren bliver tryg og velkendt. Tandbørstning er også en rigtig god ide. På Avedøre Dyreklinik er tandeftersyn inkluderet i det generelle, årlige eftersyn og koster altså ikke ekstra. Der kan også aftales individuelle kontroller med andet interval, så det tilpasses den enkeltes behov.

Klinikken råder over moderne tandbehandlingsudstyr, herunder digitalt tandrøntgen for den højeste sikkerhed og præcision. Alle tandbehandlinger foregår i fuld narkose med overvågning, og smertebehandling har top-prioritet også efter hjemsendelse. Klinikkens personale kan vejlede og demonstrere, hvad man selv kan gøre for bedst muligt at vedligeholde resultatet, når dyret igen er hjemme efter veloverstået behandling.

Vi foretager aldrig behandlinger udover, hvad der er aftalt, men orienterer telefonisk, hvis uventede problemer opdages under behandlingen. Det er derfor vigtigt, vi har alle nødvendige telefonnumre, når dit dyr er hos os til tandbehandling.

Ring meget gerne til os, hvis du har spørgsmål vedr. tandbehandling.